Hvordan kan det egentlig være, at Danmark så relativt nemt kunne finde penge til at betale for de meget dyre hjælpepakker i forbindelse med covid-19? Og hvordan kan det egentlig være, at det så samtidig kan opleves som en langt større omkostning, hvis man ønsker et løft af de offentlige udgifter til eksempelvis velfærd?
Svaret er: varige udgifter er langt dyrere end engangsudgifter.
Faktisk er et rimeligt godt bud, at det koster ligeså meget for det offentliges
muligheder for at disponere, hvis man varigt løfter de offentlige udgifter med 1
mia. kr. om året, som det koster at afholde en engangsudgift på 200 mia. kr.
Altså en faktor 200.
Regnestykket er i virkeligheden ret simpelt. Det hviler på en antagelse om, at den langsigtede nominelle rente på statsobligationer er 4 pct. (0,04), og at den nominelle vækst i nationalindkomsten er 3,5 pct. (0,035) – eksempelvis hvis den årlige inflation er 2 pct. og den reale vækst (den der skyldes mere kapital, flere ansatte og bedre teknologi) er 1,5 pct. om året.
Intutionen er, at en engangsudgift kan finansieres ved at optage et lån i statsobligationer. Og det lån kan staten lade være at tilbagebetale og i stedet - i al evighed - blot betale renter af det. Samtidig hjælper den økonomiske vækst staten til at vedligeholde sin gæld, fordi gælden ikke fylder så meget, når indkomsten stiger. Hvis staten allerede havde pengene og solgte aktiver i stedet for at optage lån, er regnestykket det samme. I dette tilfælde mister staten nogle renteindtæger, fordi den skal bruge pengene til engangsudgiften.
Hvis vi kalder den nominelle rente for i og den nominelle vækst for g, kan forholdet mellem varige udgifter og engangsudgifter, f, generelt skrives som
f = varig udgift/(i-g),
og faktoren på 200 opstår, når ovenstående værdier
indsættes, dvs. 1/(0,04-0,035)=200.
Hvis du synes, jeg har valgt uplausible rente- eller
vækstforudsætninger, kan du benytte formlen til at beregne forholdet med dine egne
forudsætninger. Men du skal nok nå frem til en høj faktor.
Og for god ordens skyld: pointen er helt den samme, når man sammenligner varige skattelettelser med engangslempelser af
skatterne; en varig skattelettelse koster med de samme forudsætninger 200 gange mere end en
engangsskattelettelse. Ingen forskel der.
---
Baggrund: Indsigten i dette indlæg vil være banal for nogen og
overraskende for andre. Men jeg fik lyst til at skrive det i forbindelse med
udarbejdelsen af en note, som de studerende i Økonomiske Principper B på
Københavns Universitets polit-studie får udleveret som supplerende materiale.
Den note findes her.
