Overskriften har jeg tyvstjålet fra Thomas Philippons bog The Great Reversal: How America Gave Up on Free Markets fra 2019. En bog med fagligt bundtræk, men en bog, der kan læses af mange.
Philippon er professor i økonomi ved NYU Stern. I bogen fortæller han om, hvordan konkurrencen på de amerikanske markeder er blevet svækket siden omkring årtusindskiftet, mens udviklingen på mange europæiske markeder var mere positiv.
Konkurrence får virksomheder til at gøre sig umage
Konkurrence får virksomheder til at gøre sig umage; de tilbyder attraktive priser og gode produkter – og ofte også flere produkter. Når der er konkurrence, vender kunderne ryggen til virksomheder, der ikke leverer varen, og går til dem, der gør.
Dårlige virksomheder forsvinder til gavn for forbrugerne. Og på længere sigt også for lønmodtagerne, fordi dygtige virksomheder typisk har højere produktivitet og dermed bedre mulighed for at betale højere lønninger.
Vismændene så i efteråret 2013 på dette for danske forhold. De brugte konkret beskæftigelsesnedgangen i starten af den økonomiske krise i kølvandet på finanskrisen til dette. Den var særligt hårdt ved de virksomheder, som betalte de laveste lønninger, og derfor kom virksomheder med høje lønninger kom til at udgøre en større andel af den samlede beskæftigelse.
Lønniveauet er ofte en god approksimation for produktiviteten, og med det afsæt kunne de netop se, at udskiftningen af de mindst produktive virksomheder i sig selv løftede væksten i dansk økonomi. Uden den dynna
I normale tider, og når der er økonomisk fremgang, skabes det meste af produktivitetsvæksten ude i de enkelte virksomheder. Men når der er økonomisk tilbagegang, som der var i perioden 2009-2012, styrkes produktiviteten af, at det i særlig grad er lavproduktive virksomheder, der indskrænker eller ligefrem lukker. Det betyder, at det gennemsnitlige produktivitetsniveau blandt de tilbageværende virksomheder stiger. Se blot denne figur fra deres rapport.
Så konkurrence kan altså noget, men vi glemmer at værdsætte den, fordi den er svær at se...
In a Counterfactual Universe Far, Far Away…
Lad os tænke lidt i retning af Star Wars og få Buzz Lightyear til at komme og hjælpe os med at forstå værdien af konkurrence.
Vi kan nemlig forestille os et parallelunivers, der er næsten som vores eget: de samme mennesker, de samme virksomheder og den samme teknologi. Faktisk er der i vores lille leg kun én forskel: Konkurrencereglerne bliver ikke håndhævet i det andet univers.
Derfor kan deres virksomheder:
- aftale priser med konkurrenterne uden større risici
- indgå i konkurrencebegrænsende fusioner uden at blive stoppet
- udnytte deres dominerende situation til at holde nye konkurrenter ude
Deres forbrugere betaler højere priser for de samme varer som os, og deres virksomheder producerer mindre end vores. Deres produkter er nok også af lavere kvalitet, og der er sikkert ikke så mange at vælge imellem.
Heldigvis ved borgerne det ikke, for de kan ikke se, hvordan vi lever.
Men det er netop det problem, vi økonomer har, når vi prøver at vurdere værdien af konkurrencereglerne.
Dødvægtstabet
På politstudiet gør vi en dyd ud af dyrke intuitionen bag de økonomiske resultater, så vi tegner på livet løs. En af tegningerne er denne klassiker, der viser forskellen mellem en verden med fuldkommen konkurrence og et monopol.
I et marked med fuldkommen konkurrence vil prisen i den simple model svare til grænseomkostningen. Men en virksomhed med markedsmagt kan øge sit overskud ved at begrænse produktionen og hæve prisen.
Omkostningen kan ses af de tre arealer. Hvis der var fuldkommen konkurrence, ville prisen være Pc, og den samlede velfærd ville være summen af A, B og C. Alt sammen ville tilfalde forbrugerne. A+B+C er så forbrugeroverskuddet. Virksomhederne løber rundt, og de aflønner kapitalen og deres medarbejdere, men har ikke et overskud derudover.
Hvis virksomheden i stedet var monopolist, ville den sætte prisen til Pm, og så er situationen en anden. På grund af den højere pris er der færre kunder, der køber produktet, og dem, der fortsat køber det, betaler mere. Nu er forbrugeroverskuddet kun C – i det mindste har producenten vundet A, og det tæller også med i samfundets gevinst, der så er A+C. Men B er forsvundet.
B repræsenterer handler, som aldrig finder sted, selv om forbrugernes betalingsvillighed overstiger, hvad det koster virksomhederne at fremstille varen. Det er det samfundsøkonomiske tab. Dødvægtstabet, som det også kaldes.
Forbrugernes tab er nemlig større end producenternes gevinst. Forbrugerne mister både A og B, mens virksomheden kun vinder A.
A er omfordeling, mens B er velstand, som slet ikke bliver skabt. Det er dén trekant, der er så pokkers svær at se i den virkelige verden. Lad os alligevel forsøge.
Nogle tal fra den virkelige verden
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen fortæller i dette Brief om beregninger fra European Competition Network (ECN), som omfatter Europa-Kommissionens og EU-landenes konkurrencemyndigheder.
De tegner et billede af, at håndhævelsen af konkurrencereglerne skaber direkte forbrugergevinster på omkring 140–220 milliarder kroner om året i EU. Det svarer til 750–1.160 kroner pr. husstand. Det er et skøn over, hvad vi sparer i forhold til husholdningerne i det andet univers – alene som følge af de direkte priseffekter.
ECN anvender en metode, der er udviklet af OECD. Den bygger på en række antagelser, og tallene er derfor usikre, men tallene er imidlertid store. De er faktisk meget store, så man helt sikker på, at de er langt fra nul.
Kan du så se det nu?
... nix. Når du køber en vare, kan du se prisen. Men du kan ikke se alternativprisen ... altså hvad den ville have kostet, hvis konkurrencen havde været svagere.
Du kan heller ikke se, hvilke produkter, der aldrig ville være blevet udviklet, hvilke effektiviseringer, der aldrig ville være blevet gennemført, eller hvilke virksomheder der aldrig ville være kommet ind på markedet, hvis konkurrencen havde været svagere.
Det kræver økonomisk analyse at sætte tal på den slags effekter, og ECN har gjort forsøget med OECD's metode. Det er svært, men selv om effekterne er vanskelige at se og usikre i deres præcise størrelse, peger beregningerne på, at de er store.
Det er derfor, vi økonomer er så begejstrede for konkurrence. Og som Philippon siger, burde du altså også være det.
