Kan finanspolitikken påvirke den danske inflation?

“Inflation is always and everywhere a monetary phenomenon, in the sense that it is and can be produced only by a more rapid increase in the quantity of money than in output” – sådan lyder Milton Friedmans berømte ord, som faldt i en tale i 1963.

Men hvad betyder det egentlig? At der ikke findes reale faktorer, der kan påvirke inflationen? At output gap og ledighedsgap ingen betydning har for prisdannelsen? Og at Danmark, der fører fastkurspolitik, derfor ikke kan opleve inflation, der adskiller sig fra euroområdets? I så fald skal vi ikke være bange for, at ekspansiv finanspolitik svækker vores konkurrenceevne i forhold til udlandet.

Købekraftsparitetsteorien og loven om én pris

For nylig så jeg det synspunkt repræsenteret ved kvantitetsteorien kombineret med denne ligning, der fortæller, at den nominelle valutakurs er lig forholdet mellem prisniveauet i Danmark og prisniveauet i udlandet;

    

Hvis dét skal være tilfældet, og det for Danmarks vedkommende skal forenes med en fast nominel valutakurs, dvs. at e er konstant, betyder det også, at den reale valutakurs overfor Euroland

er lig 1. Den reale valutakurs kan opfattes som en relativ pris på danske og udenlandske varer, og hvis den konstant er lig 1, er det i overensstemmelse med den såkaldte købekraftsparitetsteori. Udgangspunktet for denne er loven om én pris, og i dette tilfælde inden for Eurolands og Danmarks rammer; altså at varer i Danmark og Euroland altid koster det samme, når de opgøres i samme valuta.

Hvis nu der er tale om helt ensartede varer og lave transportomkostninger, kan det måske være en rimelig antagelse, hvis der ellers også er perfekt konkurrence på vare- og tjenestemarkederne. Men der ér transportomkostninger, varer ér forskellige, og mange varer kan slet ikke handles over landegrænser. Og vismændene har i øvrigt fundet tegn på, at konkurrencen i Danmark er blevet svækket – se kapitel III og IV i deres seneste produktivitetsrapport.

Desuden havde Alan Taylor og Mark Taylor et papir i Journal of Economic Perspectives fra 2004, hvor de fandt opbakning til købekraftsteorien på lang sigt, men ikke på kort sigt. 

Umiddelbart virker det som en noget heroisk antagelse at tro på en konstant real valutakurs lig 1 på ethvert tidspunkt. Og det er det også - fire enkle figurer viser det.

Hvad siger empirien?

Lige umiddelbart ér der en høj grad af overensstemmelse mellem inflationen i Danmark og i euroområdet. Det viser figur 1.

Figur 1. Inflation i Danmark og i euroområdet

Kilde:  Eurostat. HICP-tal for Danmark og for eurområdet (19 lande).

Men man lader sig let snyde af en figur, der opgjort i årlige vækstrater. Hvis der kigges godt efter, ér der forskelle i inflationsniveauerne. Eksempelvis ses det, at den danske inflation har ligget en lille smule - men ret systematisk - under euroområdets de seneste 10 år. Og den slags akkumulerer. Se bare billedet i figur 2, hvor priserne i Danmark er i sat forhold til forbrugerprserne i euroområdet. 

Her er der ikke så megen tvivl; de danske priser er de seneste år ikke vokset så hurtigt som euroområdets; inflationen er ikke identisk.

Figur 2. Danske forbrugerpriser relativt til euroområdets

Kilde:  Eurostat. HICP-tal for Danmark og for eurområdet (19 lande).

En fastkurspolitik overfor Euroland vil imidlertid tilsige forholdsvist ensartede inflationstakter, hvis ellers den reale valutakurs er nogenlunde stabil. Det er faktisk en af bevæggrundene for, at Danmark fører fastkurspolitik.

Sammenhængen fremgår tydeligt, hvis man trækker lidt på Kim Abildgrens glimrende database over historiske danske tidsrækker. Den gør det muligt at se på sammenhængen mellem de relative prisniveauer og den nominelle valutakurs siden 1970 mellem Danmark og først Vesttyskland, siden Tyskland og så Euroland.

Figur 3 viser os, at vi godt kunne opleve betydelige forskelle i de danske og tyske inflationsniveauer, indtil vi begyndte at føre fastkurspolitik. Konkret var det i 1970'erne sådan, at vores inflation var højere end tyskernes, samtidig med at kronen mistede værdi overfor D-marken. De to effekter modvirkede hinanden, og derfor var den reale valutakurs var langt mere stabil. Efter overgangen til fastkurspolitikken har priserne i Danmark fulgt priserne i Tyskland og euroområdet ganske nært, men altså ikke perfekt.

Figur 3. Relative priser og valutakurser

Kilde: Abildgren (2022), Eurostat. HICP-tal for Danmark og for Euroområdet (19 lande).

I det hele taget har den reale valutakurs været meget stabil i den sidste lange del af perioden, og det yder jo anekdotisk opbakning til Taylor og Taylor (2004). Men hvis man kniber øjnene godt sammen og zoomer ind på den sidste del af perioden, kan man fornemme billedet fra figur 1; den danske inflation de seneste 10 år har været lavere end den europæiske. Hvis det kombineres med en konstant valutakurs, betyder det, at den reale valutakurs også er faldet. Så lad os tage fat i figur 1 igen, men kombinere den med den nominelle valutakursudvikling - så får vi billedet i figur 4, der viser udviklingen i den reale valutakurs.

Figur 4. Real valutakurs i forhold til euroområdet

Kilde: Abildgren (2022), Eurostat. HICP-tal for Danmark og for Euroområdet (19 lande).

Det er ikke overraskende, at figur 4 viser det samme grundlæggende billede som i figur 1. Forskellen er, at der i figur 4 er taget højde for en valutakurs, der stort set er konstant. Men figuren viser tydeligt, at den reale valutakurs ikke er konstant. Den har trend på længere sigt, og den udviser fluktuationer på kort sigt.

Finanspolitikken kan godt påvirke den danske inflation

Det er muligt, at det er de seneste års ekspansive pengepolitik i store dele af verden, der er ansvarlig for broderparten af den høje inflation, vi i dag er vidne til. Det er endda sandsynligt. Men det vil være forkert at tro, at det alene er ECB’s pengepolitik, der påvirker inflationen i Danmark. Figurerne ovenfor viser tydeligt, at det ikke er tilfældet.

Andre faktorer bag den aktuelt høje inflation kan meget vel være negative stød til udbuddet på grund af pressede forsyningskæder og konsekvenser af krigen i Ukraine samt stigninger i efterspørgslen. Det er reale forhold. 

Desuden har vi set en længerevarende tendens til, at den reale valutakurs opgjort ved forbrugerpriserne er deprecieret. Kombineret med en fast nominel valutakurs er det ensbetydende med lavere dansk inflation. Og den længerevarende bestemmelse af den reale valutakurs ér et realt – ikke et nominelt – anliggende ifølge langt de fleste makroøkonomiske tekstbøger.

Samlet set lærer vi, at vi nok stadig bør holde øje med kapacitetspresset i dansk økonomi, når vi doserer finanspolitikken. Vi kan ikke eliminere det inflationspres, der kommer fra udlandet, men vi kan stadig påvirke den danske inflation, og det skal vi huske, når vi tilrettelægger finanspolitikken.

 ------

Referencer

Taylor, Alan, M., & Mark P. Taylor (2004). "The Purchasing Power Parity Debate." Journal of Economic Perspectives, 18 (4): 135-158.

Abildgren (2022). Kim Abildgren. A Chart & Data Book on the Monetary and Financial History of Denmark, Working Paper, April 2022.