Hvorfor en varig offentlig udgift koster 200 gange mere end en engangsudgift

Hvordan kan det egentlig være, at Danmark så relativt nemt kunne finde penge til at betale for de meget dyre hjælpepakker i forbindelse med covid-19? Og hvordan kan det egentlig være, at det så samtidig kan opleves som en langt større omkostning, hvis man ønsker et løft af de offentlige udgifter til eksempelvis velfærd?

Svaret er: varige udgifter er langt dyrere end engangsudgifter. Faktisk er et rimeligt godt bud, at det koster ligeså meget for det offentliges muligheder for at disponere, hvis man varigt løfter de offentlige udgifter med 1 mia. kr. om året, som det koster at afholde en engangsudgift på 200 mia. kr.

Altså en faktor 200.

Regnestykket er i virkeligheden ret simpelt. Det hviler på en antagelse om, at den langsigtede nominelle rente på statsobligationer er 4 pct. (0,04), og at den nominelle vækst i nationalindkomsten er 3,5 pct. (0,035) – eksempelvis hvis den årlige inflation er 2 pct. og den reale vækst (den der skyldes mere kapital, flere ansatte og bedre teknologi) er 1,5 pct. om året.

Intutionen er, at en engangsudgift kan finansieres ved at optage et lån i statsobligationer. Og det lån kan staten lade være at tilbagebetale og i  stedet - i al evighed - blot betale renter af det. Samtidig hjælper den økonomiske vækst staten til at vedligeholde sin gæld, fordi gælden ikke fylder så meget, når indkomsten stiger. Hvis staten allerede havde pengene og solgte aktiver i stedet for at optage lån, er regnestykket det samme. I dette tilfælde mister staten nogle renteindtæger, fordi den skal bruge pengene til engangsudgiften.

Hvis vi kalder den nominelle rente for i og den nominelle vækst for g, kan forholdet mellem varige udgifter og engangsudgifter, f, generelt skrives som

f = varig udgift/(i-g),

og faktoren på 200 opstår, når ovenstående værdier indsættes, dvs. 1/(0,04-0,035)=200.

Hvis du synes, jeg har valgt uplausible rente- eller vækstforudsætninger, kan du benytte formlen til at beregne forholdet med dine egne forudsætninger. Men du skal nok nå frem til en høj faktor.

Og for god ordens skyld: pointen er helt den samme, når man sammenligner varige skattelettelser med engangslempelser af skatterne; en varig skattelettelse koster med de samme forudsætninger 200 gange mere end en engangsskattelettelse. Ingen forskel der.

---

Baggrund: Indsigten i dette indlæg vil være banal for nogen og overraskende for andre. Men jeg fik lyst til at skrive det i forbindelse med udarbejdelsen af en note, som de studerende i Økonomiske Principper B på Københavns Universitets polit-studie får udleveret som supplerende materiale. Den note findes her.

Investeringskrise?

[Migreret fra blog.linaa.eu. Posted by Jesper Linaa Mon, January 22, 2018 21:07:57]

I dag afholdt Dansk Erhverv en konference om danske vækstvirksomheders adgang til kapital via børsmarkedet, og en stor del af fokus var på, hvad vi kan lære af svenskerne, der har en mere veludviklet aktiekultur, end vi har i Danmark.

Det er essentielt for vores velstand, at virksomhederne har adgang til at finansiere rentable investeringer i fabrikker, kontorer, maskiner, IT og i menneskelig kapital. Det gør det muligt for virksomhederne at tjene mere, men det giver dem også mulighed for at give deres ansatte en højere løn, fordi de ansatte med gode maskiner, IT og uddannelse kan fremstille mere pr. arbejdstime – de ansattes timeproduktivitet stiger.

Det er nemt at forstå hvorfor. Uden en mejetærsker ville en bonde ikke kunne høste en mark på egen hånd, uden en sømpistol ville tømreren arbejde langsommere, og uden en computer ville en økonom slet ikke kunne foretage avancerede beregninger på en økonomisk model. Blot tre simple eksempler – men situationen er den samme på tværs af stort set alle brancher.

De seneste år er investeringstempoet faldet i dele af dansk økonomi – man snakker om en investeringskrise”. Konsekvensen herved er, at mængden af kapital pr. ansat vokser i et langsomt tempo. Det begrænser  uligheden for at opnå en højere timeproduktivitet og dermed muligheden for at opnå lønstigninger. Kigger man på tallene har man da også – særligt i servicesektoren – set en svag udvikling i timeproduktiviteten.

Men hvad skyldes denne tilsyneladende investeringskrise? Skyldes det mangler på de finansielle markeder, der fører til, at driftige virksomheder ikke kan låne penge – fx fordi vi har en underudviklet aktiekultur i Danmark? Det er bestemt en mulighed, men det kan også skyldes noget helt andet, nemlig at de teknologiske fremskridt sker i et lavere tempo i dag end tidligere.

Det er vanskeligt at opgøre de teknologiske fremskridt særlig præcist, men man kan beregne den såkaldte totalfaktorproduktivitet (TFP), og benytte den som en tilnærmelse. Ligesom timeproduktiviteten tager TFP højde for, hvor mange arbejdstimer, der indgår i produktionen. Men herudover tager TFP også højde for, hvor megen kapital, der anvendes, og af og til også for arbejdskraftens uddannelsesniveau.

Men hvordan skal man egentlig forstå TFP? Lidt firkantet fremstillet, er TFP den del af produktionen, der ikke umiddelbart kan tilskrives virksomhedernes anvendelse af arbejdskraft og kapitalapparat. Dermed har TFP at gøre med måden, hvorpå virksomhederne anvender arbejdskraft og kapital. Den økonomiske forskning peger på, at en lang række faktorer har betydning, herunder virksomhedernes måde at organisere sig på, deres brug af netværk, arbejdskraftens uddannelsesniveau, og graden af konkurrence de opererer under.

De økonomiske vismænd så nærmere på sammenhængen mellem TFP-væksten og investeringsudviklingen i deres efterårsrapport fra 2016. Her fandt de tegn på, at det meget vel kunne være en nedgang i TFP-væksten, der er årsag til den svagere investeringsvækst – og i hvert fald, at den meget vel kunne være en bidragende faktor.

Med andre ord: Måske er den lavere vækst i investeringerne en konsekvens af – og ikke en årsag til – den lavere produktivitetsvækst?

Økonomi er dog sjældent sort-hvidt, og begge de nævnte forhold – totalfaktorproduktivitet og finansieringsstruktur – er vigtige faktorer for at forstå investeringsudviklingen. Derfor er det også ret oplagt at kigge i begge retninger, når man vil sikre, at virksomhederne har mulighed for at foretage de investeringer, der i sidste ende fører vil, at vi alle opnår større velstand, eller… hvis man foretrækker det… gør det muligt for os at holde mere fri og stadig tjene det samme, som vi gør i dag.